En besøgende i forlystelsesparken Universals Epic Universe er på tragisk vis omkommet efter at have mistet bevidstheden under en rutsjebanetur.
På hospitalet blev personen erklæret død, og nu igangsætter parken en undersøgelse af rutsjebanen, skriver NBC News.
Hændelsen skete onsdag i den amerikanske delstat Florida, hvor den besøgende satte sig i forlystelsen Stardust Racers.
Midt under turen blev personen – hvis identitet og køn fortsat ikke er offentliggjort – 'ukontaktbar', bragt til hospitalet og senere erklæret død, skriver forlystelsesparken i en udtalelse.

Den nøjagtige dødsårsag er fortsat uvist, men Universal Orlando Resorts, der står bag forlystelsesparken, igangsætter nu en undersøgelse af den pågældende rutsjebane.
»Vi er dybt berørte af denne hændelse og udtrykker vores dybeste medfølelse med den afdødes pårørende. Vi er fuldt ud forpligtet til at samarbejde med den igangværende efterforskning,« udtaler Universal Orlando Resorts ifølge mediet.
Derfor oplyser de, at Stardust Racers vil forblive lukket for besøgende, indtil efterforskningen er afsluttet.
Det lokale politi deltager også i undersøgelsen, men har ikke kommenteret sagen.
