Tragedie til søs: 109 migranter mister livet
Missionschef taler om "katastrofalt tab af menneskeliv" på migrantbåd ud for Djibouti.
Missionschef taler om "katastrofalt tab af menneskeliv" på migrantbåd ud for Djibouti.
Mindst 109 migranter, herunder 15 børn, har mistet livet, efter at en båd er sunket ud for Djiboutis kyst natten mellem 8. og 9. oktober. 116 savnes fortsat.
Det oplyser FN's Internationale Organisation for Migration (IOM) i en pressemeddelelse søndag.
Der var i alt omkring 350 personer om bord på båden, der ifølge overlevende var på vej til Yemen.
Båden kæntrede nord for byen Obock ud for Djibouti.
Alexandre Coissac, som er leder af IOM's mission i Djibouti, taler om et "katastrofalt tab af menneskeliv".
- Vores tanker går til de overlevende og de familier, som har mistet elskede eller fortsat ikke har fået nyheder om deres familiemedlemmer, siger Coissac.
Han siger, at ansatte fra IOM er til stede i Djibouti sammen med de lokale myndigheder for at give nødhjælp.
- Denne tragedie er en kraftig påmindelse om de farer, som migranter står over for på denne migrationsrute, hvor de søger bedre økonomiske muligheder, siger IOM-missionschefen.
RITZAU/AFP