Et ægtepar blev søndag fundet døde i en parkeret autocamper, efter at have deltaget i en populær cider-festival i England.
Det er den 38-årige kvinde Kayleigh Coll og hendes mand, Chriss Coll, der blev opdaget tidlig eftermiddag mandag. Det skriver The Sun.
Parret efterlader sig ifølge mediet fire børn, mens også venner og familier er i chok over at høre om de utidige dødsfald.
Blandt andet har veninden Kayleigh Jones skrevet et opslag om sin afdøde ven på Facebook:
»Vi er vokset op sammen, og jeg har set dig blive en fantastisk mor,« skriver hun og tilføjer:
»Du var den mest uselviske person, jeg nogensinde har kendt. Du fortjente mere end nogen anden, jeg kender, at leve lykkeligt til dine dages ende.«
Organisationen bag cider-festivalen har udtalt, at de var »dybt berørte« over at høre om parrets »tragiske død«.
Hampshire Politi oplyser, at forældrene, der kom fra byen Dorset, blev fundet døde i autocamperen ved landsbyen Burley.
Parret havde deltaget i New Forest Cider Festival sidste weekend, hvor de havde opstillet en bod for deres virksomhed Mystacoll's Spirit.
Det lokale politi oplyser, at dødsfaldene umiddelbart ikke har noget med festivalen at gøre, mens der heller ikke er tale om mistænkelige omstændigheder.