Fem unge personer er omkommet og mindst fem andre er kommet til skade i en brand i en boligblok i Spanien.

Branden brød ud i en femetagers bygning i Manlleu i den nordøstlige del af landet mandag aften.

Det skriver Sky News.

Branden startede i ejendommens lagerrum, oplyser redningstjenesterne.

Årsagen til branden er endnu ukendt, og myndighederne oplyser, at ofrene, som endnu ikke er identificeret, ikke var i stand til at undslippe fra et lagerrum på loftet.

Det catalanske politi oplyser, at de fem omkomne alle var unge mennesker, som ikke boede i bygningen.

Kataloniens regionale leder, Salvador Illa, siger, at han er »dybt berørt over de fem menneskers død«.

Det catalanske politi har indledt en undersøgelse af brandårsagen.