Onsdag eftermiddag legede en toårig dreng i vandkanten ved Tech-floden i det sydlige Frankrig.

På et splitsekund forvandledes legen til en tragedie – for øjnene af drengens mor.

Kort før klokken 14.45 blev den lille dreng revet med af strømmen i floden i byen Amélie-les-Bains-Palalda, som ligger tæt på grænsen til Spanien.

I løbet af få sekunder var han forsvundet, skriver det franske medie Le Figaro.

Moderen slog alarm med det samme.

Men lige lidt hjalp det.

Da den toårige dreng blev fundet længere nede ad floden, var han livløs.

Redningstjenesten forsøgte uden held at genoplive drengen, hvorefter han blev erklæret død på stedet.

Det bekræfter anklageren i den regionale hovedby, Perpignan, Jérôme Bourrier, over for Le Figaro og tilføjer, at det ser ud til, at manglende tilsyn kan have ført til tragedien.

Jérôme Bourrier tilføjer dog, at han ikke opfordrer til at 'give forældrene skylden' på dette stadie af efterforskningen.

Udover politiets efterforskning skal en obduktion af drengen være med til at kaste lys over hændelsesforløbet og fastslå dødsårsagen.