Det skulle have været en helt almindelig tur i en af Disneylands mest populære forlystelser – men noget gik frygteligt galt.

En kvinde i 60’erne døde nemlig mandag efter en tur i parkens forlystelse ‘Haunted Mansion’ (spøgelsespalæet, red.).

Det skriver Variety.

I det skræmmende palæ føres gæster gennem mørke med dansende ånder, flyvende hoveder og uhyggelige overraskelser.

Ifølge politiet i Californien blev kvinden fundet livløs, kort efter hun havde forladt forlystelsen, som lige nu er pyntet op i temaet fra Tim Burtons 'The Nightmare Before Christmas.'

Sikkerhedspersonale fra Disneyland gav kvinden hjertemassage, indtil redningsfolk ankom og transporterede hende til et nærliggende hospital, hvor hun senere blev erklæret død.

En årsag til dødsfaldet er endnu ikke offentliggjort, men ifølge politiet er der »ingen tegn på tekniske problemer« med forlystelsen, som hurtigt genåbnede efter hændelsen.

'Haunted Mansion' beskrives på Disneys hjemmeside som en langsom og familievenlig tur, der dog 'kan virke skræmmende for mindre børn.'

Attraktionen åbnede første gang i 1969 og er i dag en af Disneys mest elskede klassikere.

Siden 2001 har forlystelsen haft et særligt juletema inspireret af 'The Nightmare Before Christmas' hvert år.