En campingtur i skoleferien endte på tragisk vis for en 16-årig dreng, der nu er fundet død i Australien.

Det bekræfter politiet i delstaten New South Wales ifølge Daily Mail og australske ABC.

Blue Mountains National Park vest for Sydney er kendt for sit ufremkommelige terræn.
Blue Mountains National Park vest for Sydney er kendt for sit ufremkommelige terræn. Foto: Greg Wood/AFP/Ritzau Scanpix

Den australske teenagedreng var på campingtur i det barske skovområde Blue Mountains med en 17-årig kammerat, da de to drenge blev adskilt i området Blue Gum Forest.

Det var onsdag eftermiddag lokal tid, at den ældste aktiverede sin lokaliseringsenhed, fordi de havde mistet kontakten til hinanden.

Kort efter blev der iværksat en eftersøgning til lands og i luften, inden den 17-årige blev fundet og hejst i sikkerhed fra Acacia Flats-campingpladsen.

Men den 16-årige dreng kunne ikke findes.

Ifølge The Guardian var redningshelikoptere, ambulancefolk og redningshold involveret i eftersøgningen i vildmarken.

Torsdag eftermiddag blev hans lig så fundet i en bæk.

Politiet vil nu foretage en obduktion for at finde dødsårsagen.