En tidligere toprådgiver for den britiske premierminster David Cameron fortæller, at den tidligere premierminister mente, at USA's forrige præsident Barack Obama var en ekstremt selvoptaget og narcissistisk person.

Steve Hilton, hedder den tidligere rådgiver. Han har nu sit eget program på den amerikanske tv-kanal Fox News, og det var her, han kom med den noget overraskende udtalelse.

Det skriver flere britiske aviser, herunder The Telegraph og The Guardian.

Den kom på baggrund af den voldsomme kritik, den nuværende amerikanske præsident, Donald Trump, har fået efter bogen 'Fire and Fury' udkom. Her skriver forfatteren Michael Wolff blandt andet, at Donald Trump ikke er mentalt kapabel til at sidde i Det Ovale Kontor.

I et forsvar af Donald Trump kommer Steve Hilton ind på tidligere amerikanske præsidenter - og ikke mindst Barack Obama, som han via sit job som rådgiver for David Cameron kom tæt på.

»Når det kommer til Obama, kan jeg fortælle jer, at min gamle boss, den tidligere britiske premierminister David Cameron, mente, Obama var en af de mest narcissistiske, selvoptagede personer, han nogensinde havde mødt,« fortalte Steve Hilton og uddybede:

»Obama lyttede aldrig til nogen, troede altid han var klogere end alle eksperter, der var tilstede, og behandlede alle møder som en mulighed for at belære andre. Det førte til virkelige katastrofer rundt om i verden som Syrien og Islamisk Stats fremkomst. Men den virkelige verden eksisterer ikke for eliten - for dem handler det hele om stil og tone, ikke substans og resultater,« sagde Hilton direkte henvendt til seerne på den konservative tv-kanal.

David Cameron (tv) og Barack Obama midt i et kram.
David Cameron (tv) og Barack Obama midt i et kram. Foto: KACPER PEMPEL
Vis mere

Steve Hiltons beretning står i skarp kontrast til de ellers tidligere beretninger om, at Cameron og Obama nærmest skulle have haft et broderligt venskab. Det tager da heller ikke lang tid at finde frem til billeder af de to tidligere statsledere i hyggeligt samvær med store grin på læben.

Et af de øjeblikke fandt eksempelvis sted til mindehøjtideligheden for Nelson Mandela, hvor de to herrer sammen med Helle Thorning-Schmidt tog sig en selfie. Et andet øjeblik var, da de to statsledere i 2016 spillede en runde golf sammen i Storbritannien.

David Cameron og Barack Obama på golfbanen sammen i 2016.
David Cameron og Barack Obama på golfbanen sammen i 2016. Foto: JIM WATSON
Vis mere

En talsperson for David Cameron har efter Steve Hiltons udtalelser været ude og modsige den tidligere rådgiver. Til The Guardian siger talspersonen:

»Det er ikke David Camerons holdning overhovedet, og det kunne ikke være længere fra sandheden. David Camerons syn på Barack Obama - om det så er i det offentlige eller det private - er det samme: Han anser Barack Obama for en meget succesfuld præsident, en god partner for Storbritannien og en god ven af vores land og af ham selv personligt.«

David Cameron og Barack Obama i venlig samtale ved et Nato-topmøde i 2016.
David Cameron og Barack Obama i venlig samtale ved et Nato-topmøde i 2016. Foto: KACPER PEMPEL
Vis mere