De utallige offentliggjorte Epstein-dokumenter har efterhånden trukket mange tråde til kendte ansigter og topfolk.
Senest med Clinton-parret, der i sidste uge besvarede spørgsmål om deres forhold til Jeffrey Epstein for lukkede døre.
Og nu har endnu en topfigur meldt sig på banen til at vidne om den afdøde dømte seksualforbryder.
En person, der er tæt på den amerikanske præsident, Donald Trump, skriver norske Dagbladet.
Det drejer sig om Trumps handelsminister, Howard Lutnick, som engang var nabo til Epstein på Manhattan.
Howard Lutnick har nemlig sagt, at han er villig til at blive interviewet af kontroludvalget i Repræsentanternes Hus om sine forbindelser til Epstein.
»Jeg ser frem til at møde udvalget. Jeg har ikke gjort noget forkert og ønsker at rydde op i sagen,« siger handelsministeren ifølge mediet.
De offentliggjorte Epstein-dokumenter har løftet sløret for, at Howard Lutnick havde en tættere forbindelse til den afdøde seksualforbryder, end handelsministeren tidligere havde givet udtryk for offentligt.
Howard Lutnick har blandt andet erkendt, at han og familien spiste frokost på Epsteins ø tilbage i 2012.
Noget andet, der også fik folks øjenbryn til at løfte sig, var et billede, der efter sigende forsvandt fra den store bunke af offentliggjorte dokumenter.
Billedet skulle vise Howard Lutnick, Jeffrey Epstein og tre andre mænd på en klippe ved havet på Epsteins private ø, ifølge Dagbladet.
