Globale ledere bør boykotte vinter-OL i Kina, fordi landet krænker menneskerettigheder, siger Nancy Pelosi.

Den amerikanske topdemokrat Nancy Pelosi opfordrer nationale såvel som internationale ledere til at boykotte vinter-OL i Kina til næste år.

- Det, jeg foreslår, er et diplomatisk boykot, siger Pelosi, der er formand for Repræsentanternes Hus, under en kongreshøring tirsdag lokal tid.

Hun kritiserer Kina for krænkelser af menneskerettighederne og mener, at globale ledere, der støtter op om afholdelsen, "mister deres moralske autoritet".

Derfor bør verdens førende ledere ifølge Pelosi trække støtten.

- Lad os ikke ære den kinesiske regering ved at lade statsoverhoveder tage til Kina i lyset af et igangværende folkedrab, siger hun.

Pelosi henviser til rapporter fra en række menneskerettighedsgrupper, der vurderer, at op mod en million uighurer og andre muslimske minoriteter er spærret inde i såkaldte genopdragelseslejre i den kinesiske provins Xinjiang.

Kinas regering har beskrevet lejrene som en slags uddannelsescentre for at udrydde ekstremisme. Regeringen har kraftigt afvist beskyldninger om misbrug og folkedrab i lejrene.

Talsmand for den kinesiske ambassade i USA Lui Pengyu siger, at det amerikanske forsøg på at blande sig i Kinas indenrigsanliggender i forbindelse med OL er dømt til at fejle.

- Jeg undrer mig over, hvad der får nogle amerikanske politikere til at tro, at de rent faktisk har en såkaldt "moralsk autoritet", siger Lui.

Det republikanske kongresmedlem Chris Smith, der leder tirsdagens kongreshøring, mener, at virksomhedssponsorer også skal holdes til ansvar for "grusomhederne, som værtsnationen begår".

Det demokratiske kongresmedlem Jim McGovern tilføjer under høringen, at legene skal udsættes for at give den Internationale Olympiske Komité (IOC) tid til at flytte legene til et "land, hvis regering ikke begår grusomheder".

Kravet om en eller anden form for boykot af vinter-OL i Beijing tager til i disse dage. En forsamling af menneskerettighedsaktivister opfordrer således tirsdag til, at atleter boykotter legene og på den måde lægger pres på IOC.

/ritzau/Reuters