Den administrerende direktør for NBCUniversal, Jeff Shell, forlader selskabet efter et »upassende forhold«.

»Jeg havde et upassende forhold med en kvinde i selskabet, hvilket jeg fortryder dybt,« siger han i en udtalelse.

Hans afgang kommer efter en klage, der førte til en undersøgelse af hændelsesforløbet.

NBCUniversal er ejet af Comcast og har hovedkvarter i den ikoniske bygning 30 Rockefeller Plaza på Manhattan i New York City.

»Jeg er oprigtigt ked af, at jeg har skuffet mine kolleger i Comcast og NBCUniversal,« siger Jeff Shell.

Han har været ansat i selskabet i omkring to årtier – siden 2020 som administrerende direktør.

Hvem der tager over i stedet for Jeff Shell, er ikke kendt på nuværende tidspunkt.

Selskabet er navngivet efter sine to mest succesfulde forretningsgrene: Tv- og medieselskabet NBC samt Hollywood-filmstudiet Universal Pictures.

Det er blandt US's tre største tv-netværker og har ifølge karriereportalen Zippia omkring 35.000 ansatte.

»Når vores principper og politikker bliver brudt, vil vi altid reagere hurtigt for at handle passende – ligesom vi har gjort her,« skriver Comcasts præsident, Mike Cavanagh, samt selskabets administrerende direktør, Brian Roberts, i en mail til de ansatte.

NBCUniversals kommende topchef får blandt andet til opgave at få gang i selskabets streamingtjeneste Peacock.

Peacock nåede i slutningen af 2022 20 millioner abonnenter som følge af rettighederne til VM i herrefodbold samt en række NBC-tv-serier.

Samtidig voksede underskuddet dog i forretningsgrenen.

Daværende viceformand i NBCUniversal Ron Meyer forlod i 2020 selskabet efter offentliggørelsen af et forlig, han havde indgået med en kvinde, han år forinden havde haft en samtykkende affære med.

/ritzau/Reuters