Opfordringen til Elon Musk er ikke til at tage fejl af.
Det er bydende nødvendigt, at han begynder at koncentrere sig om at få solgt nogle elbiler hos Tesla frem for sit altopslugende arbejde i Donald Trumps administration.
Sådan lyder det i en analyse fra den fremtrædende tech-analytiker Dan Ives, ifølge Forbes.
»Musk må forlade regeringen, tage et stort skridt tilbage fra Doge og vende tilbage til at være direktør hos Tesla på fuld tid,« lyder det.
I de seneste måneder har Elon Musk således pådraget sig negativ omtale i enorme mængder for sit arbejde i den såkaldte Doge-enhed, der skal skære ned på de offentlige budgetter.
Der er blevet fyret og genhyret, der er blevet lukket for tilskud og genåbnet, mens de lovede besparelser slet, slet ikke er blevet realiseret.
Imens er Tesla godt i gang med at nedsmelte. Salget er raslet tilbage, mens aktieværdien er styrtdykket.
Senest mandag faldt den med seks procent.

»Tesla er uheldigvis blevet et politisk symbol for Trump-administrationen og Doge,« vurderer Dan Ives.
Det Hvide Hus meldte faktisk ud i begyndelsen af april, at Elon Musks engagement i regeringsarbejdet er tidsbegrænset.
Her lød det, at han forlader Trump-administrationen, når »hans arbejde er udført« – uden at et reelt tidshorisont dog blev nævnt.
Men det kan altså kun gå for langsomt, mener Dan Ives, mens der rundt omkring i verden også bliver begået hærværk mod Tesla-biler, -forhandlere og -ladestationer.
»Tesla er Musk – Musk er Tesla. Og alle, der måtte tro, at den skade, Musk har påført Tesla, ikke er virkelig, burde bruge tid på at tale med bilkøbere i USA, Europa og Asien. Og efter de samtaler vil man have en anden opfattelse,« siger Dan Ives fra Wedbush Securities.
Han skyder på, at Tesla på grund af Elon Musks sammenfletning med Donald Trump allerede kan risikere at have kostet Tesla en permanent tilbagegang på 15-20 procent i skaren af potentielle købere.
Tirsdag aften fremlægger elbilselskabet regnskabet for første kvartal af 2025.

