En af de tre nye værter på programmet for bilelskere, det engelske BBC-program 'Top Gear', kørte forleden galt med 200 kilometer i timen.

Andrew Flintoff, den tidligere cricketspiller for England, havde det imidlertid 'absolut fint' efter ulykken, der skete, mens han var i gang med optagelserne til endnu et afsnit af det populære show.

Han kørte en speciallavet trehjulet motorcykel, da han mistede kontrollen og skred ud i rabatten. Det skriver Sky News.

Det var forøvrigt i den samme lufthavn – Elvington Airfield i York – at den tidligere vært Richard Hammond var involveret i en ulykke i 2006. Han blev næsten dræbt ved den lejlighed.

Hammond kørte den jetdrevne dragster Vampire, som kørte over 460 km/t., da han mistede herredømmet.

Den 41-årige Andrew Flintoff var selv i stand til at gå væk fra ulykken uden en skramme, skriver Mirror.

Han udtalte til avisen: »Jeg er absolut okay, og jeg er i gang med at filme i dag. Jeg vil gå langt for at være sikker på, at jeg gør det godt i dragracene i 'Top Gear'. Men jeg må indrømme, at jeg denne gang gik lidt for langt. Det vil imidlertid se mere grinagtigt end farligt ud, når du engang ser det på tv.«

Ifølge The Sun var farten på hans trehjulede motorcykel 200 km/t.

Andrew Flintoff er sammen med Paddy McGuinness og Chris Harris de nye værter på tv-showet 'Top Gear'.

De er blot de seneste i en lang række værter, siden Richard Hammond, Jeremy Clarkson og James May stoppede i 2015, da Clarkson blev fyret.