Det er ganske sandsynligt, at briterne igen skal til stemmeurnerne for at tage stilling til landets medlemskab af EU.

Det vurderer den tidligere britiske premierminister Tony Blair på World Economic Forum i Davos, Schweiz, skriver Reuters.

Faktisk er sandsynligheden over 50 procent, mener Tony Blair, som tilføjer at en folkeafstemning bliver mere og mere sandsynligt udfald på Storbritanniens udfordringer med at udtræde af EU.

»Når man ser på situationen er det meget, meget svært. Valget står mellem et meningsløst brexit - hvor vi stadig kommer til at følge EU's regler ganske tæt - eller et brexit, der kommer til at gøre ondt efter at vi har været i EU i over fire årtier,« siger han til Reuters og tilføjer:

»Der er ikke et flertal for en ny folkeafstemning, men det tror jeg, der vil komme.«

I et andet nterview med CNN siger han, at Brexit er 'den største trussel mod Storbritannien'.

»Det skaber enorme spændinger i Nordirland, og vi har ikke fået løst grænseproblemstillingen. Et stort flertal af vælgerne i Skotland stemte for at blive i EU, så det giver et problem, hvis man forlader EU. Hvis vi ender med et hårdt brexit, vil det lægge et stort pres på Storbritannien,« siger han.

Tony Blair har gennem hele debatten om brexit ikke lagt skjul på, at han er tilhænger af en ny folkeafstemning.

»Situationen i parlamentet er fastlåst. Det kan ikke træffe en beslutning, og derfor må vi gå tilbage til den britiske befolkning og spørge igen,« sagde han til Radio 4 i december.

Den udmelding førte til kras kritik fra den siddende premierminister Theresa May, der brugte lejligheden til at beskylde Tony Blair for at 'underminere' forhandlingerne. Hun kaldte også hans udsagn for 'en fornærmelse mod den post, som han engang havde'.

»En premierminister skal ikke lægge ansvaret fra sig,« sagde May ifølge BBC.

En ny folkeafstemning kræver ny lovgivning og udarbejdelse og godkendelse af regler for kampagner. Det tog syv måneder at få parlamentet til at godkende folkeafstemningen i 2016. Iagttagere siger dog, at en ny folkeafstemning i teorien kan gennemføres meget hurtigt.