Det er ikke blot usædvanligt, at den hovedmistænkte i en drabssag går ud og udlover en dusør for oplysninger, der kan føre til fundet af en forsvundet person.

Det kan også vise sig at være ganske problematisk.

Det fortæller den tidligere politiefterforsker og krimiforfatter Jørn Lier Horst til VG, efter det mandag kom frem, at den norske rigmand Tom Hagen gennem sin forsvarsadvokat har fortalt, at han vil udlove en dusør på syv millioner kroner for oplysninger, der fører til, at hans forsvundne hustru - Anne-Elisabeth Hagen - bliver fundet.

Den norske kvinde er ikke set siden den 31. oktober forrige år. I begyndelsen arbejdede politiet ud fra en teori om, at hun kunne være blevet kidnappet i et forsøg på at lokke penge ud af hendes mand, men siden ændrede man teori til, at hun er blevet dræbt.

ARKIVFOTO af Anne-Elisabeth Hagen.
ARKIVFOTO af Anne-Elisabeth Hagen. Foto: Privat
Vis mere

I begyndelsen af maj måned blev Tom Hagen anholdt og sigtet for at have dræbt sin hustru - eller medvirket til at dræbe hende. Han blev siden løsladt igen, men han er fortsat sigtet i sagen.

Derfor kan det være problematisk, at den drabssigtede mand nu udlover en dusør i sagen, forklarer Jørn Lier Horst, som fortæller, at han ikke tidligere har hørt om, at nogen er gået ud med en milliondusør i en sag, man selv er drabssigtet i:

»Det er ekstra problematisk, at 10 millioner (svarende til syv millioner danske kroner, red.) vil give mange tippere håb om en gevinst. Mange, som har tippet politiet uden at få penge, vil nu tippe på ny. På den måde vil forsvarsholdet få et unikt indblik i, hvilke vidner der faktisk ved noget, og har mulighed for at påvirke disse vidner,« forklarer han til VG.

Videre forklarer han, at det ikke er sikkert, at dem, der kommer med tips i sagen, er klar over, at man teoretisk kan ende med at blotlægge både sig selv og sin information for en person, der er hovedmistænkt i sagen.

Han fortæller, at det - helt hypotetisk - i den slags situationer kan ende med at være farligt for tipperen:

»At vidneobservationer sendes eksklusivt til en drabssigtet, er noget, som i en ekstrem situation kan åbne for, at gerningsmanden kan rydde farlige vidner af vejen,« forklarer Jørn Lier Horst og understreger, at det er en teoretisk situation.

Tom Hagen har hele tiden nægtet sig skyldig i sigterne mod sig.

Til VG fortæller familiens bistandsadvokat, Ståle Kihle, at parrets tre børn og børnebørn støtter op om dusøren.

Sidste livstegn fra 69-årige Anne-Elisabeth Hagen var den 31. oktober 2018 klokken 09:14, hvor hun havde en telefonsamtale med et familiemedlem.