Hvis Tom Hagen viser sig at være skyldig i sigtelsen om at have dræbt eller medvirket til at dræbe sin kone Anne-Elisabeth Hagen, så har han kæmpet hårdt for at skjule det.

Rigmanden har nemlig sendt mindst ti emails til politiet med forslag om mulige gerningsmænd eller mulige teorier om, hvad der er sket.

Overfor norske VG bekræfter politiet, at de har modtaget emails fra Tom Hagen i løbet af sagens udvikling.

Den seneste email skulle være sendt fra Tom Hagen få dage før, at han blev anholdt.

Det var en email, hvor han delte sine tanker om, hvordan sagen om hustruens forsvinden kan blive løst.

Tom Hagen har angiveligt heller ikke været tilbageholdende i emails med at komme med bud på, hvilke personer der kunne være gerningsmænd. Flere af dem har også været personer i hans forretningskreds.

VG har været i kontakt med nogle af de personer, og de har givet udtryk for, at de oplevede situationen som ubehagelig.

Der er fire punkter, som politiet mener, er afgørende i forhold til, at Tom Hagen nu er mistænkt for at have dræbt sin hustru.

Det handler om trusselsbrevet på gerningsstedet, andre fund på gerningsstedet, oplægget med kryptovaluta og forklaringer, emails sendt til politiet.

Dermed kan nogle af de emails, som Tom Hagen har sendt til politiet, spille en rolle i anholdelsen, men det ønsker det norske politi ikke at bekræfte.

Anne-Elisabeth Hagen forsvandt den 31. oktober 2018. Første var det opfattelsen, at hun var blevet bortført, og gerningsmændene ville have en løsesum for at frigive hende.

Pengene skulle sendes via kryptovaluta, og der blev sendt et beløb afsted, men der skete ikke noget.

Hvis Tom Hagen er skyldig, så er det derfor ikke utænkeligt, at han har sendt pengene til sig selv.

Sidste sommer besluttede politiet, at sagen ikke længere kunne betragtes som en kidnapningssag.

I stedet blev den anset som en mordsag.

Tirsdag morgen blev Tom Hagen så anholdt. Politiet regner med, at flere personer har været en del af at udføre det mulige mord.