Tørke tvinger Rumænien til at tage atomreaktor ud af drift
Vandet i Donau bruges til nedkøling af atomkraftværk. Tørke har medført usædvanligt lav vandstand i floden.

Vandet i Donau bruges til nedkøling af atomkraftværk. Tørke har medført usædvanligt lav vandstand i floden.

Rumæniens statsejede energiselskab er begyndt at nedlukke den eneste atomreaktor, der aktuelt er i funktion i det østeuropæiske land.
Årsagen er den lave vandstand i floden Donau.
Det oplyser energiselskabet Nuclearelectrica ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Vandet i Donau bruges til nedkøling af atomreaktoren, men længere tids tørke har ført til mangel på vand i floden.
I forvejen er en anden atomreaktor, som også ligger ved Donau, blevet lukket på grund af den lave vandstand i floden.
De to atomreaktorer producerer tilsammen en femtedel af al strøm i landet, når de er i drift. Rumænien råder ikke over andre atomreaktorer.
Landet har erklæret en energimæssig nødsituation på grund af nedlukningerne og har opfordret virksomheder og private elkunder til at begrænse deres elforbrug i de tidsrum, hvor der er størst pres på elnettet.
Rumæniens energiministerium oplyser, at det har taget et kulkraftværk i drift for at kompensere for den manglende atomkraft. Derudover håber landet at kunne dække elforbruget med vind- og vandkraft.
Vandkraftværkerne drives ved hjælp af vand fra reservoirer.
Derudover kan landet importere strøm fra udlandet.
- Det nationale elnet har en kapacitet til import og eksport på cirka 4000 megawatt.
- Alle europæiske operatører kender til den regionale energikrise og koordinerer med hinanden for at sikre levering (af strøm) til alle elnetværk, som er ramt af vejrforholdene, skriver Rumæniens energiministerium i en udtalelse ifølge Reuters.
Rumænien har forsøgt at forhindre nedlukningen af landets sidste aktive reaktor ved at bortsprænge klipper i Donau, oprense flodlejet og sænke barrikader ned i floden for at lede vandet tættere på atomkraftværket.
Men indsatsen har altså ikke været tilstrækkelig.
Store dele af Europa har været ramt af varmt vejr og tørke den seneste tid, og det har sat sit præg på flere floder, som er vigtige for energiproduktion, transport og landbrug.
Foruden Donau gælder det blandt andet Rhinen, der løber gennem Tyskland, Frankrig, Liechtenstein, Schweiz, Østrig og Holland.
RITZAU