En børnehaves hyggelige besøg i en park forvandledes onsdag til et grusomt mareridt, da en 28-årig mand gik til angreb med en kniv i Aschaffenburg i det sydlige Tyskland.
Manden angreb gruppen af børn og dræbte en torårig dreng samt en 41-årig mand, som forsøgte at stoppe manden. Det skriver Bild.
Udover de to dræbte blev en lille pige og to andre personer alvorligt såret.
Ifølge avisen havde den 28-årige mand fulgt gruppen af børn på forhånd, og han havde også været i nærheden af børnene ved en bænk.

Det havde imidlertid givet pædagogerne 'en dårlig fornemmelse', hvorfor de havde flyttet børnene og sig selv væk fra manden, forlyder det.
Manden, som ifølge Bild er afghaner, løb imidlertid efter børnene, og han indhentede dem lige, da de var ved at forlade parken.
Han stod foran bilen, hvori fem børn mellem et år og fem år sad. Og så stak han med sin kniv, beskriver avisen.
En 59-årig pædagog forsøgte at trække gerningsmanden væk fra børnene, og det var her, at en 41-årig forbipasserende mand blev stukket ihjel i et forsøg på at gribe ind over for manden.
Pædagogen brækkede armen og blev kørt på hospitalet. En lille pige og en 72-årig mand, som også skyndte sig at hjælpe, modtog alvorlige knivstik, men de er uden for livsfare.
Den mistænkte gerningsmand, som tidligere har været i myndighedernes søgelys på grund af voldelige handlinger, blev anholdt 12 minutter senere.