En toetagers bygning kollapsede i en sydlig feriefavorit lørdag.
Den seneste melding er, at mindst to personer skal være omkommet i en forstad til Limassol på Cypern.
Sådan skriver avisen Le Figaro.
Bygningen »kollapsede som et korthus«, lød det fra Kostas Michael, der er leder af Limassols lokale politi.
Et lig blev bjærget fra murbrokkerne, mens brandvæsnet brugte det meste af lørdagen på at lede efter flere fastklemte beboere, skriver mediet.
En anden person blev fundet bevidstløs og menes at være afgået ved døden, rapporterer lokale medier.
Hertil blev fire personer såret og senere bragt til et nærtliggende hospital. De er alle uden for livsfare.
Ifølge lokale myndigheder var bygningen betragtet som farlig forud for kollapset.

