Efter 38 år er der sket et gennembrud i en britisk mordsag.

To personer er blevet anholdt for mordet på 36-årige Carol Morgan, som den 13. august 1981 blev fundet dræbt i sin butik i den engelske by Lindslade.

I en pressemeddelelse oplyser Bedfordshire Police, at de anholdte er en 69-årig mand og en 70-årig kvinde fra Brighton.

De to er dog blevet løsladt mod kaution, så længe efterforskningen pågår.

Kriminalinspektør Jerry Waite oplyser i pressemeddelelsen, at adskillige personer blev anholdt tilbage i 1981 i forbindelse med mordet på Carol Morgan. Der blev dog aldrig rejst sigtelser.

Mordet blev derfor henlagt som en uopklaret sag, men har været genoptaget flere gange siden da.

Først nu er det dog lykkedes at få gennembrud i sagen.

»Dette er et tydeligt eksempel på, at ingen mordsager nogensinde er lukket fuldstændigt,«  siger kriminalinspektør Jerry Waite.

Bedfordshire Police fortsætter nu deres efterforskning i området, hvor Carol Morgans butik lå for 36 år siden samt i Brighton, hvor de to mistænkte har bopæl.

Der opfordres desuden til, at alle, som har informationer, der kunne hjælpe politiet i deres efterforskning, melder sig på banen.

»Jeg håber med tiden, at alle der føler, de ligger inde med informationer, som kunne være relevante, har mod på at stå frem. Enhver detalje, uanset hvor stor eller hvor lille, kan være altafgørende.«

Carol Morgan døde ifølge BBC af adskillige slag med et skarpt og tungt redskab.