Ti personer er blevet indlagt på sygehuset efter et knivstikkeri på et tog i det østlige Storbritannien lørdag aften.

Det oplyser britisk transportpoliti natten til søndag i en udtalelse.

Ni af de indlagte menes at være i livsfare.

Der er ingen omkomne, fremgår det videre af udtalelsen.

Toget var på vej fra Doncaster til stationen King's Cross i hovedstaden, London, da politiet klokken 19.42 modtog en anmeldelse om, at flere passagerer var blevet stukket med kniv.

Herefter rykkede betjente ud til Huntington station, hvor toget blev bragt til standsning. Ifølge BBC skal der være tale om mindst 30 betjente.

Bevæbnede betjente gik herefter om bord på toget, hvor to personer blev anholdt.

Politiet er ikke kommet med yderligere oplysninger om hverken anholdte eller sårede.

Videoer på X viste efter hændelsen adskillige udrykningskøretøjer og et massivt opbud af redningsarbejdere på togstationen, skriver BBC.

Episoden har desuden resulteret i, at togtrafikken er blevet indstillet.

Der er natten til søndag ikke umiddelbart nogen meldinger om, hvad årsagen eller motivet til knivstikkeriet var.

Politiet omtaler i udtalelsen hændelsen som alvorlig og oplyser, at antiterrorpoliti tager del i efterforskningen.

Politiinspektør Chris Casey siger i udtalelsen, at politiet foretager en hurtig efterforskning for at finde frem til, hvad der er sket.

- Det kan tage noget tid, før vi er i stand til at bekræfte yderligere oplysninger. Det er på nuværende tidspunkt ikke passende at spekulere i årsagen til hændelsen, siger han.

Han tilføjer, at politiets indsats på stationen vil fortsætte i nogen tid.

Storbritanniens premierminister, Keir Starmer, sendte lørdag aften tanker til de berørte.

- Den forfærdelige hændelse på et tog nær Huntingdon er dybt bekymrende.

- Mine tanker går til de pårørende, og jeg sender en tak til nødtjenesterne for deres indsats, lød det på X.

/ritzau/