To personer overlevede søndagens katastrofale flystyrt i Sydkorea – og nu er der nyt om deres tilstand.
En af dem er vågen – og vedkommende er i stand til at tale, skriver The Guardian.
Der er tale om en 33-årig mand, der er ansat på det Jeju Air-fly, der søndag morgen lokal tid lagde an til landing i den sydkoreanske Muan Lufthavn, hvorefter det kolliderede ind i en vold og eksploderede.
179 personer er omkommet i ulykken.
Den 33-årige overlevende er i øjeblikket indlagt på et hospital i Seoul.
»Da jeg vågnede, var jeg blevet reddet,« skulle den 33-årige have sagt til lægerne, siger hospitalsdirektør Ju Woong ved en pressebriefing, skriver Yonhap News Agency.
Hospitalsdirektøren tilføjer, at manden er fuldt ud i stand til at kommunikere, og at der eksempelvis ikke er tegn på hukommelsestab.
Den anden overlevende, en 25-årig kvinde, er indlagt i stabil tilstand. Hun er kommet til skade med sin ankel og sit hoved – ellers er hendes tilstand ikke nærmere beskrevet.
Det er endnu uvist, hvad der har forårsaget ulykken.
Tilbage sidder dog hundredvis af pårørende, der har mistet deres kære. En af dem er Boonchuay Duangmanee fra Thailand, som har mistet sin datter, der var på vej hjem til Sydkorea efter at have besøgt sin familie.
»Jeg troede aldrig, at det skulle blive sidste gang, vi så hinanden,« siger han blandt andet til AP.
Det sydkoreanske transportministerium har oplyst, at flyets to sorte bokse er lokaliseret – og nu går arbejdet i gang med at finde årsagen til ulykken.