Søstre fra Bærum i Norge rejste i 2013 til Syrien, hvor de giftede sig og fik børn. De kom hjem ti år senere.
Den yngste af to terrordømte søstre fra Bærum i Norge har besluttet at trække sin anke af en tidligere fængselsdom tilbage.
Kvinden er dømt for at have tilsluttet sig Islamisk Stat i Syrien.
Meldingen kommer, dagen efter at hendes storesøster også trak sin anke tilbage i sagen, skriver det norske nyhedsbureau NTB.
Den yngste søster blev i byretten idømt to års fængsel, hvoraf ét år blev gjort betinget, mens hendes storesøster blev idømt fire års fængsel.
Søstrene rejste som henholdsvis 16- og 19-årige til Syrien i 2013, hvor de tilsluttede sig Islamisk Stat. Her blev de begge gift og fik børn.
Efter seks år i Syrien - i 2019 - blev kvinderne interneret i fangelejren al-Hol, og efterfølgende blev de flyttet til lejren al-Roj. Begge lejre ligger i Syrien.
En stor del af dem, der bor i lejrene, er kvinder, der har været gift med krigere fra Islamisk Stat, og deres børn.
Søstrene rejste tilbage til Norge i slutningen af 2023.
Begge er dømt for mangeårig deltagelse i en terrororganisation, og begge har nægtet sig skyldige.
De har ifølge NTB forklaret, at de rejste til Syrien for at lave frivilligt arbejde.
Desuden har de fortalt i retten, at de i en periode frem til deres afrejse tilsluttede sig forskellige islamiske netværk i Norge - herunder Profetens Ummah, som NTB beskriver som en "salafistgruppe".
Ankesagen skulle have været for retten i næste uge.
Islamisk Stat erklærede i 2014, at bevægelsen havde etableret et kalifat - altså et islamisk styre - i dele af Syrien og Irak.
I 2019 blev kalifatet erklæret opløst, efter at en amerikansk ledet koalition sammen med kurdiske og irakiske styrker havde kæmpet mod Islamisk Stat i en årrække.
/ritzau/