Billeder og navne er de samme i attentat på afhoppet russisk spion og eksplosion i tjekkisk ammunitionsdepot.

Tjekkiet kræver 18 folk på den russiske ambassade i Prag udvist af landet i forbindelse med en eksplosion på et ammunitionsdepot i 2014. Nu viser det sig, at sagen kan have forgreninger til England.

For yderligere to russere har det tjekkiske politis interesse, da de optræder i forbindelse med eksplosionssagen.

De har de samme navne, som blev brugt af formodede russiske agenter under et forsøg på at myrde den afhoppede russiske spion Sergej Skripal i Sydengland i 2018.

En særlig enhed i tjekkisk politi, der beskæftiger sig med organiseret kriminalitet, har frigivet to billeder af to mænd. De matcher de billeder, som overvågningskameraer opsnappede i England.

De to mænd havde ifølge britisk politi forsøgt at myrde Skripal og hans datter Julia med nervegiften Novitjok. Det skriver nyhedsbureauet dpa. Begge overlevede attentatet.

De to mænd skal ifølge det oplyste tilhøre den militære efterretningstjeneste, GRU. De opholdt sig begge i Tjekkiet i seks dage i midten af oktober 2014. Her besøgte de den region, hvor ammunitionsdepotet lå. To blev dræbt ved eksplosionen.

Her skal de have rejst rundt med russiske pas under navnene Aleksandr Petrov og Ruslan Bosjirov.

Det var de samme navne, der blev brugt af de to formodede GRU-folk, da de forsøgte at myrde Skripal og hans datter i Salisbury. Det var i denne by, den afhoppede spion havde slået sig ned.

Russisk tv forsøgte at gendrive historien. Det skete under et interview med de to. Her blev de omtalt ved navnene Aleksander Misjkin og Anatolij Tjepiga. Her fortalte de, at de var meget interesserede turister, der ville besøge domkirken i Salisbury.

Den britiske udenrigsminister, Dominic Raab, skriver søndag på Twitter, at tjekkerne "har belyst, hvor langt GRU vil gå i deres forsøg på at udføre farlige og ondsindede handlinger". Det viser et urovækkende mønster hele vejen til Salisbury, konstaterer han.

Ammunitionsdepotet Vrbetice, der blev ramt af flere eksplosioner i 2014, ligger 330 kilometer sydøst for hovedstaden Prag.

Tjekkiets regering oplyser søndag ifølge Reuters, at det har informeret EU og Nato om Ruslands formodede rolle i sagen.

/ritzau/