En britisk kunstsamler er blevet taget godt og grundigt ved næsen.
Han røg i fælden sammen med del andre kunstelskere, da en hacker havde sat et stykke unikt kunst til salg på en ægte hjemmeside 30. august.
Det skriver blandt andet BBC og The Guardian.
Den ægte hjemmeside tilhører ingen ringere end den famøse kunstner Banksy, der er kendt for sin graffitikunst, som kan opleves rundt i gadebilledet i flere storbyer verden over.
Hackerens indtrængen på Banksys hjemmeside betød, at kunstsamlerne troede, de kunne byde på en NFT (non-fungible token, red.) – bedre beskrevet som et unikum, eller noget der ikke kan erstattes.
Det fik de ivrige kunstsamlere til at byde om kap.
Dog var der én, der gravede ekstra dybt i lommerne for at komme i besiddelse af den unikke kunst - nemlig kunstsamleren Pranksy, der bød 90 procent mere end sine rivaler.
I tweetet fra den uheldige kunstsamler Pranksy, kan du se, hvilket kunststykke, der blev budt på. Artiklen fortsætter efter billedet.
Pranksy bød 244.000 britiske pund svarende til omkring 2,1 millioner danske kroner og blev derfor et kunststykke rigere – eller det troede han.
Den store beundrer af Banksy, som nu var 2,1 millioner kroner fattigere, troede han havde købt Banksy første NFT nogensinde, hvor selve kunststykket bliver 'tokeniseret' for at lave et digitalt certifikat, der viser ejerskabet. Selve certifikatet kan herefter blive købt og solgt.
Dog betyder det ikke, at køberen har ophavsretten til kunsten.
»Banksy NFT-auktioner er på ingen måder forbundet med selve kunstneren,« siger Banksys team til BBC.
Siden den uheldige handel har kunstsamleren Pranksy fortalt, at han fik tilsendt et link til Banksys hjemmeside af en anonym person på det sociale netværk Discord. Og det var her, det gik galt.
Nu mistænker Pranksy, at den anonyme person er hackeren selv.
Heldigvis for Pranksy forbarmede hackeren sig og overførte næsten alle pengene tilbage bortset fra et transaktionsgebyr på 5.000 britiske pund, der svarer til omkring 43.000 danske kroner.


