To meldes dræbt i angreb med glidebombe mod boligblok i Ukraine
Zelenskyj kalder angreb i Sumy for umenneskeligt. Ifølge Ukraine blev flere dræbt og såret, da bombe ramte.

Zelenskyj kalder angreb i Sumy for umenneskeligt. Ifølge Ukraine blev flere dræbt og såret, da bombe ramte.

En russisk glidebombe ramte fredag en boligblok i byen Sumy, der ligger i en region med samme navn i det nordøstlige Ukraine.
Det siger landets præsident, Volodymyr Zelenskyj, på beskedtjenesten Telegram ifølge nyhedsbureauet Reuters.
To personer meldes dræbt i angrebet, men syv er blevet såret - heraf er tre i kritisk tilstand.
En glidebombe er udstyret med vinger og et styresystem, der gør det muligt for den at glide igennem luften over en længere afstand, før den rammer sit mål.
Zelenskyj fordømmer angrebet, som han kalder "fuldstændig umenneskeligt".
Ifølge præsidenten har redningsarbejdere reddet fire personer efter angrebet. Andre kan fortsat være fanget under murbrokkerne, lyder det.
- Der var et direkte bombenedslag mellem tredje og fjerde sal. Fire personer er allerede blevet reddet ud fra murbrokkerne, heriblandt et barn, skriver Zelenskyj.
- Der kan stadig være personer under murbrokkerne.
Zelenskyj har på Telegram også delt billeder, som viser den ødelagte facade på bygningen og redningsfolk, der bevæger sig gennem murbrokkerne.
Lederen af byrådet i Sumy har ifølge Reuters sagt, at de to dræbte var kommunalt ansatte.
Regionen Sumys guvernør, Oleh Hryhorov, har sagt, at tre af de syv sårede er i kritisk tilstand. Blandt de sårede er en 13-årig pige, lyder det.
Sumy, der ligger nær den russiske grænse, har ofte været mål for russiske angreb i et område, hvor Rusland siger, at det ønsker at etablere en bufferzone.
Ifølge Zelenskyj har russiske styrker også ramt det, der beskrives som en klinik, i byen Pavlohrad, som ligger centralt i det østlige Ukraine.
Også et logistikcenter uden for hovedstaden Kyiv skal være blevet ramt, men der er ikke umiddelbart nogen oplysninger om dræbte eller sårede.
RITZAU