Fem personer er lørdag blevet dræbt i laviner i Østrig efter kraftigt snefald.
Det skriver det østrigske medie ORF.
De to dødelige laviner fandt sted i Alperne i området Pongau syd for Salzburg.
De døde var offpiste-skiløbere ifølge BBC, der skriver, at farlige forhold igennem den seneste uge har ført til flere dødsfald.
- Trods klare og gentagne advarsler var der lørdag igen talrige laviner - desværre med dødelig udgang, siger Gerhard Kremser, områdeleder for bjergredningstjenesterne i Pongau, til ORF.
- Vores medfølelse går til de pårørende. Denne tragedie viser på smertefuld vis, hvor alvorlig den aktuelle lavinesituation er.
Der har været en række dødsfald blandt skiløbere i flere alpelande for nylig.
Tirsdag døde en 13-årig tjekke under offpiste-skiløb ved den kendte skidestination Bad Gastein i Østrig.
Og søndag døde en 58-årig skiløber ved byen Weerberg i Tyrol.
I nabolandet Schweiz mistede en tysk mand livet i en lavine, og sidste weekend døde seks personer i Frankrig i laviner.
I de områder, hvor lørdagens to dødelige laviner fandt sted, er lavinevarslingsniveauet tre ud af fem, skriver ORF.
Derfor opfordres offpiste-skiløbere til at holde sig informeret om forholdene, inden de overvejer at begive sig ud i landskabet.
- Hvis man har en dårlig fornemmelse, bør man vende om. Bjergtoppen er ikke målet. Målet er at komme sund hjem, siger Josef Hettegger, der ligesom Kremser repræsenterer bjergredningstjenesterne i Pongau.
/ritzau/
