To lærere sigtet i Tyskland: Elev døde af mælkeallergi
Eleven havde nødsprøjte med adrenalin med på tur, men den blev ikke brugt.

Eleven havde nødsprøjte med adrenalin med på tur, men den blev ikke brugt.

En 11-årig skoledrengs tragiske død under en skoleudflugt i Tyskland i sommer har nu udløst sigtelser mod to af hans lærere.
De sigtes for uagtsomt manddrab, efter at den foreløbige efterforskning tyder på, at deres elev formentlig døde af en allergisk chokreaktion, fordi han var allergisk over for komælk.
Det skriver tyske Bild.
Elevens død indtraf 18. juni kort før klokken 14, da han kollapsede efter en fælles frokost med en større gruppe skolekammerater og deres lærere.
Det skete under en skoleudflugt i Aerzen i Niedersachsen, hvor drengen begyndte at klage over åndenød 20 minutter efter frokosten.
Kort efter mistede han bevidstheden, og lærerne slog alarm om den livløse dreng.
En lægehelikopter blev tilkaldt og lærerne forsøgte selv livreddende førstehjælp, indtil akutlægen nåede frem. Men alle forsøg på genoplivning viste sig forgæves, og klokken 14.40 blev den 11-årige dreng erklæret død.
Den præcise dødsårsag er endnu ikke fastlagt med sikkerhed, men de foreløbige obduktionsresultater tyder på, at han blev offer for en fatal allergisk reaktion.
Der er således ikke peget på andre mulige dødsårsagen.
Det var før hans død fastslået, at han ikke kunne tåle komælk, og på skoleudflugten havde han en autoinjektor med adrenalin med til et eventuelt nødstilfælde.
Ved et anafylaktisk chok kan adrenalin-sprøjten potentielt være livreddende, men drengens autoinjektor kom aldrig i brug.
Årsagen til det er også en del af efterforskningen.
Den 11-årige dreng gik i 4. klasse i en folkeskole i Hannover-regionen.
Omkring 50 andre skoleelever deltog i udflugten, hvor krisepsykologer straks blev tilkaldt for at hjælpe de involverede med at håndtere dødsfaldet.