Droneangreb har lørdag ramt to store olieanlæg i det østlige Saudi-Arabien.
Det oplyser det saudiske indenrigsministerium.
Ingen har umiddelbart taget skylden for angrebene, der kommer efter tidligere droneangreb fra houthi-oprørere i Yemen.
Det er uklart, om der er tilskadekomne.
Indenrigsministeriet oplyser, at undersøgelser af angrebene er i gang.
Efter angrebene udbrød der en større brand, som nu er under kontrol, oplyser ministeriet.
Et af droneangrebene ramte et stort olieanlæg i Buqyaq nær Dammam i kongerigets østlige provins.
Olieanlæggene tilhører Aramco, et statsejet saudiarabisk selskab, som regnes for at være verdens største olieselskab i såvel produktion som i reserver.
Videoer postet på sociale medier viser flammer og tykke røgskyer stige op over anlægget. Noget, der lyder som skud, kan høres i baggrunden.
Det er umiddelbart ikke klart, om lørdagens angreb får konsekvenser for produktionen af olie.
Selskabet har ikke umiddelbart svaret på spørgsmål fra nyhedsbureauet AP om angrebet.
I august udløste et droneangreb fra houthi-oprørernes side en brand i et naturgasanlæg, men her var der ikke meldinger om tilskadekomne.
Houthierne har foretaget adskillige angreb hen over grænsen i angreb, som gruppen betegner som gengældelse for de saudiskledede luftangreb i Yemen.
Krigen i Yemen har udviklet sig til en af verdens værste humanitære kriser.
Over 90.000 mennesker er blevet dræbt siden 2015, og mange yemenitter sulter.
/ritzau/AP