To iranere sigtes for terrorplaner mod jøder i Manchester
To mænd har ifølge politiet forsøgt at skaffe ingredienser til at lave en bombe, der var tiltænkt jøder.

To mænd har ifølge politiet forsøgt at skaffe ingredienser til at lave en bombe, der var tiltænkt jøder.

Britisk politi har sigtet to iranske mænd for at have planlagt terror mod jøder i Manchester-området.
Det oplyser politiets antiterrorenhed i en pressemeddelelse.
I forbindelse med terrorplanerne mener politiet, at de har været i kontakt med en tredjepart, der muligvis befinder sig i Iran.
Mændene skal ifølge politiet blandt andet have forsøgt at skaffe ingredienser til at lave en bombe, ligesom de har søgt på internettet efter potentielle mål for et angreb.
Begge mænd skal fremstilles for en dommer lørdag.
Vicepolitidirektør Vicki Evans fra politiets antiterrorenhed betegner sigtelserne mod de to iranske statsborgere som "yderst alvorlige".
- Efterforskningen har ført til, at vi har afværget det, som vi mener var et komplot rettet mod det jødiske samfund i Manchester, siger hun i pressemeddelelsen.
Evans tilføjer, at hun er klar over, at nyheden om de formodede terrorplaner "har skabt stor bekymring i det jødiske samfund".
- Vi er derfor meget bevidste om, at dette sandsynligvis vil øge den allerede betydelige bekymring blandt det jødiske samfund, siger Vicki Evans.
De to iranske mænd på 34 og 36 år blev anholdt søndag den 20. september. Yom Kippur blev i år markeret på netop den dato.
Sigtelserne mod de to iranere kommer et år efter et dødeligt angreb på en synagoge i Manchester under samme helligdag. Her blev to mennesker dræbt.
Antallet af antisemitiske hændelser i Storbritannien er steget, efter at den amerikanske og israelske krig mod Iran brød ud i februar.
Organisationen Community Security Trust (CST), der rådgiver Storbritanniens omkring 280.000 jøder om sikkerhedsspørgsmål, har beskrevet situationen som "dybt foruroligende".
Ifølge CST har man registreret 1926 forbrydelser rettet mod jøder mellem januar og juni, herunder overfald, brandattentater og knivstikkeri.
RITZAU