To mænd er fundet døde i et telt ved Sveriges højeste bjerg, Kebnekaise.
Begge mænd var blevet meldt savnet, efter de ikke vendte hjem som planlagt mandag.
Det skriver Expressen.
Mændene – der var i 60erne – blev fundet døde i et telt syd for Kebnekaise fjeldstation.
»De oplysninger, jeg har, er, at de begge havde bjergerfaring og var vant til at opholde sig i et bjergmiljø,« forklarede Kristina Lanto, pressetalsmand for politiet i region nord, tidligere mandag til det svenske medie.
Samme medie kan mandag kort før middagstid berette om, at en af de to omkomne er TV4-profilen og journalisten Stefan Nieminen.
Expressen oplyser, at man har været i kontakt med Stefan Nieminens pårørende, som har givet tilladelse til at offentliggøre hans navn.
Nieminen er især kendt fra TV4, hvor han i mange år arbejdede som udenrigskorrespondent i Rusland og andre steder.
De to mænds lig blev fundet kort før midnat.
Det er endnu uvist, hvordan de døde – og en retsmedicinsk undersøgelse skal derfor foretages.
Politiet oplyser dog, at der i øjeblikket ikke er mistanke om en forbrydelse.
Mændenes pårørende er blevet underrettet.

