To færdselsbetjente er natten til onsdag døde i Ruslands hovedstad, Moskva, i en eksplosion.

Det oplyser Den Russiske Efterforskningskomité (ICRF) ifølge det statslige russiske nyhedsbureau Tass.

Den formodede gerningsmand er ligeledes død i eksplosionen.

- I de tidlige morgentimer den 24. december så to færdselsbetjente en mistænkelig person i nærheden af deres patruljevogn på Jeletskaja gade i Moskva. Da de nærmede sig for at anholde ham, detonerede et sprængstof, skriver efterforskningskomitéen i en pressemeddelelse.

Vidner siger til russisk tv, at der omkring klokken 01.30 lokal tid - klokken 23.30 dansk tid - skete en eksplosion.

Billeder på russisk tv viser ifølge AFP, at området er blevet afspærret, ligesom at et større antal betjente er rykket ud.

Ruslands Efterforskningskomité, der efterforsker alvorlig kriminalitet, skriver i et opslag på den krypterede beskedtjeneste Telegram, at man efterforsker omstændighederne omkring en hændelse i det sydlige Moskva, hvor to færdselsbetjente blev såret.

Efterforskere er i færd med at undersøge stedet og foretage medicinske- og sprængstofundersøgelser, lyder det videre på beskedtjenesten.

Hændelsen skete ifølge AFP i nærheden af det sted, hvor den russiske general Fanil Sarvarov mandag blev dræbt i en bileksplosion.

Den dræbte var generalløjtnant og havde ansvar for den operative uddannelse af russiske styrker i generalstaben, som planlægger militære operationer.

Flere fremtrædende russere er de seneste år blevet dræbt af eksplosioner i Rusland.

I april blev den russiske general Jaroslav Moskalik dræbt af en bilbombe i byen Balasjikha uden for Moskva, oplyste efterforskningskomitéen ifølge det statslige russiske nyhedsbureau Tass.

I december 2024 blev Igor Kirillov dræbt af en bombe, der var placeret på en scooter i Moskva. Kirillov var leder af Ruslands forsvarsstyrker inden for radioaktiv, kemisk og biologisk krigsførelse.

Rusland har beskyldt Ukraine for at stå bag flere af eksplosionerne.

/ritzau/