»En mand klædt i sort.«
Det er, hvem politiet lige nu leder efter i en omfattende jagt i den amerikanske by Providence, hvor en mand skød og dræbte to personer på et universitet og har efterladt otte andre hårdt såret.

På et pressemøde natten til søndag dansk tid har den lokale vicepolitichef for Providence Police, Timothy O’Hara, oplyst, at man formoder, at én person stod bag den voldsomme hændelse på det prestigefyldte Brown University.
Gerningsmanden blev ifølge NBC News blot beskrevet som »en mand klædt i sort«.
»Det vides ikke, hvordan han kom ind i bygningen, men vi ved, at han forlod bygningen fra Hope Street-siden af komplekset,« har O'Hara forklaret.
Klokken 05.04 dansk tid tidligt søndag morgen har Providence Police udsendt en video af den person, man omtaler som »en person af interesse i Brown-skyderiet«.
På den 11 sekunder lange video kan man se en person i mørkt tøj gå rundt om et hjørne på fortovet i roligt tempo.
Man kan ikke se personens ansigt på videoen.
Det er heller ikke til at se, om personen er bevæbnet.
Lederen af Brown University har oplyst, at de to dræbte var studerende, skriver Reuters.
En talsmand for Brown University Health, der driver Rhode Island Hospital, hvor de sårede bliver behandlet, har ifølge NBC News oplyst, at syv personer fortsat er i kritisk tilstand, og at én er blevet stabiliseret.
Et 11. offer blev identificeret få timer efter skyderiet og havde ikke-livstruende skader, lyder det fra myndighederne.
Alarmen blev slået på universitet klokken 16.22 lokal tid, mens selve skyderiet skal have fundet sted i Barus & Holley-bygningen.
De ydre døre til bygningen var på det tidspunkt åbne, fordi der var eksamen, har Providence-borgmesteren, Brett Smiley, ifølge NBC News oplyst.

Folk blev efterfølgende opfordret til at blive, hvor de var, eller søge i sikkerhed, hvis det var muligt.
Studerende blev af universitetet bedt om at låse døre, sætte telefoner på lydløs og holde sig skjult.
Klokken 06.00 dansk tid er de studerende på Brown University stadig i lockdown.
Først var meldingen, at en mistænkt gerningsmand var i politiets varetægt, men senere lød det, at gerningsmanden fortsat var på fri fod.
Brown University er en del af Ivy League, som er en gruppe af prestigefyldte universiteter i det nordøstlige USA, der blandt andet tæller Harvard, Yale og Columbia.

