De to livløse kroppe blev fundet under en rutinemæssig inspektion af flyet.
Begge – mænd – blev erklæret for døde på stedet.
Og ifølge nyhedsbureauet AP skal den tragiske hændelse, som mandag fandt sted i Fort Lauderdale i den amerikanske stat Florida, nu undersøges nærmere af politiet.
For indtil videre kender man hverken de afdødes identitet eller oprindelsessted.
Mændene blev fundet i den del af flyet, hvor landingshjulene er placeret. Hvor de er gemt væk under flyvning.
Blinde passagerer, altså.
»Dette er en hjerteskærende situation, og vi arbejder tæt sammen med myndighederne i deres bestræbelser på at forstå, hvordan dette kunne ske,« lyder det fra JetBlue.
Flyselskabet oplyser, at det pågældende fly havde fløjet til Fort Lauderdale fra New York. Det landede kort før midnat.
Tidligere på dagen havde flyet også lettet fra Kingston i Jamaica og Salt Lake City i USA – men indtil videre har myndighederne altså ingen indikationer af, hvor de to mænd er kravlet ombord.
Retsmedicinske undersøgelser skal videre fastslå, hvorfor de to mænd døde.

