To palæstinensiske børn og deres forældre er blevet dræbt på Vestbredden søndag.
Ifølge det palæstinensiske sundhedsministerium blev familien dræbt af israelske soldater.
Ofrene er en 37-årig mand, hans 35-årige kone og deres to drenge på fem og syv år, der kom kørende i en bil.
Alle fire har skudsår, tilføjer ministeriet.
Israelsk militær og politi meddeler, at soldater har skudt mod en bil, der blev opfattet som en sikkerhedstrussel.
Fra israelsk side bekræftes det, at fire er dræbt.
Ved begravelsen søndag i byen Tammun i den nordlige del af Vestbredden står to overlevende børn, der også befandt sig i bilen sammen med deres forældre og brødre.
- Min mor skreg en sidste gang og blev så stille, mens min far sagde shahada (den islamiske trosbekendelse, red.), inden han døde, fortæller 11-årige Khaled Ali Bani Odeh, som er en af de to overlevende drenge.
Han fortæller videre, at soldaterne hev ham ud af bilen, hoppede på ryggen af ham og derpå spurgte ham, hvem der var i bilen.
- Jeg sagde til dem, at det var min far og min mor. De sagde, at jeg løj, og begyndte at banke mig, fortæller drengen til nyhedsbureauet AFP ved begravelsen.
Israels militær siger i en fælles udtalelse med israelsk politi, at bilen kørte hurtigt frem mod israelske soldater, som derfor "opfattede en umiddelbar trussel mod deres sikkerhed og besvarede med skud".
- Som følge deraf blev fire palæstinensere, som var i bilen, dræbt, lyder det i meddelelsen.
Israelsk politi og militær tilføjer, at episoden er ved at blive undersøgt nærmere.
Det palæstinensiske udenrigsministerium i Ramallah fordømmer på det kraftigste drabene på de to forældre og deres børn.
Ifølge ministeriet er det "ikke en isoleret" hændelse, men "del af en omfattende og systematisk aggression" mod palæstinenserne fra israelsk side.
Siden Hamas-bevægelsen angreb Israel 7. oktober 2023 og derved udløste en langvarig og ødelæggende krig i Gazastriben, er antallet af drab på Vestbredden også steget markant.
Siden 7. oktober 2023 er mindst 1045 palæstinensere blevet dræbt af israelske soldater eller bosættere på Vestbredden.
En del af de dræbte var militante, men mange civile har også mistet livet på grund af volden.
/ritzau/AFP