Efter en kortvarig genåbning er flytrafikken over lufthavnen i Bruxelles tirsdag aften igen blevet lukket.

Det bekræfter lufttrafiktjenesten Skeyes, skriver mediet Het Laatste Nieuws cirka klokken 21.45.

Årsagen er igen meldinger om, at der er blevet set en drone.

Blot en halv time forinden var meldingen ellers, at luftrummet var blevet genåbnet, efter at der ikke havde været nogen afgange - som minimum i tidsrummet mellem klokken 19.37 og 21.08. Også her var årsagen dronemeldinger.

En af de flypassager, der er påvirket, er Danmarks finansminister, Nicolai Wammen (S), der befinder sig i Belgiens hovedstad.

- Dagens EU-møder i Bruxelles slutter med nedlukning af lufthavnen på grund af droneobservationer. Kan blive en lang nat, skriver Wammen i et opslag på det sociale medie Facebook.

Bruxelles er ikke den eneste belgiske lufthavn med problemer.

Også lufthavnen i Liège har meldt om lukket luftrum.

Lufthavnen i Bruxelles havde sidste år omkring 24 millioner passagerer, mens lufthavnen i Liège er væsentligt mindre.

Kurt Verwilligen, som er talsperson for den belgiske lufttrafiktjeneste, sagde til nyhedsbureauet Reuters, at det var kort før klokken 20 lokal tid, at en drone blev set nær lufthavnen i Bruxelles.

Som en sikkerhedsforanstaltning blev lufthavnen herefter lukket.

Der har i Europa været stor opmærksomhed om droner, efter at blandt andet Københavns Lufthavn i september lukkede luftrummet som følge af meldinger om droner.

/ritzau/