For en måneds tid siden lød meldingen fra den amerikanske forsvarsminister, Pete Hegseth, ellers på: USA har fuld kontrol over luftrummet i krigen mod Iran.
Den påstand er nu blevet udfordret, da Iran har formået at nedskyde to amerikanske fly – senest blev et fly nedskudt fredags, hvor der var to amerikanske soldater om bord.
Selvom tabene vækker opsigt, vil det dog umiddelbart ikke ændre slagets gang, vurderer den danske militærekspert Peter Viggo Jakobsen.
»Det ændrer ingenting, at du mister to flyvemaskiner. Grunden til, at USA vil stoppe krigen, er stadig de stigende benzinpriser,« lyder svaret fra eksperten.
Tabet af de to fly markerer efter alt at dømme de første amerikanske maskiner, der er skudt ned under krigen.
Selvom to fly i sig selv ikke vælter strategien, kan situationen hurtigt ændre sig, hvis Irans nylige succes fortsætter.
»Hvis det bliver store tal, skal man dykke ned i, hvad Iran er blevet dygtige til, om det er nye våben eller andet,« forklarer Peter Viggo Jakobsen.
Mens krigen raser, forsøger parterne at nå til enighed ved forhandlingsbordet. Her kan de nedskudte fly ende som et vigtigt kort i hænderne på det iranske styre.
»Hvis man endelig skal sige, at det påvirker noget, så øger det presset på USA for at få stoppet krigen,« afrunder Peter Viggo Jakobsen.
Efter nyheden om de nedskudte fly, fortalte Trump til NBC News, at det ikke kommer til at påvirke forhandlingerne med Iran.
»Nej, overhovedet ikke. Nej, det er krig,« siger Trump.
Du kan følge udviklingen af krigen i Mellemøsten i B.T.s liveblog her.
