Siden september har ingen set syvårige Joshua Vallow og hans 17-årige søster, Tylee Ryan, fra den amerikanske delstat Idaho.

Og nu er der meget, der tyder på, at ingen nogensinde vil se dem igen. I hvert fald ikke i live.

Deres mor, Lori Vallow, har siden februar siddet fængslet i sagen om børnenes forsvinden. En sag, der har fået flere amerikanere til at spærre øjnene op.

Den byder både på dommedagsteorier, mystiske dødsfald og en meget urolig familie.

Det var netop 46-årige Lori Vallows familie, der i november kontaktede politiet, fordi familiemedlemmerne var bekymrede for autistiske Joshua Vallow og hans teenagesøster, som ingen havde hørt fra længe.

Men der var ingen grund til bekymring, hævdede Lori Vallow og hendes partner, Chad Daybell, da politiet kiggede forbi. Børnene opholdt sig hos slægtninge i delstaten Arizona, lød forklaringen.

Da politiet dagen efter konkluderede, at dette ikke var tilfældet, var Lori Vallow og Chad Daybell over alle bjerge. Pist borte. For en stund.

I januar blev parret fundet på Hawaii. Men børnene, de var stadig væk.

Østatens myndigheder gav Lori Vallow 30 dage til at redegøre for, hvor hendes børn var blevet af. Da det ikke skete, blev hun anholdt og sigtet for blandt andet at have forhindret politiets arbejde.

Hun har nemlig ikke på noget tidspunkt villet hjælpe politiet med at finde frem til de to forsvundne børn. Og det er da heller ikke hendes fortjeneste, at de nu formodes at være fundet.

Intet er endnu bekræftet, men politiet har informeret de pårørende i sagen om, at man tirsdag har fundet de jordiske rester fra to børn på Chad Daybells ejendom.

Det oplyste Rexburg Police Department onsdag formiddag lokal tid i en pressemeddelelse. Heri lød det også, at man afventer resultaterne fra obduktionen.

Chad Daybell og Lori Vallow. Rexburg Police Department

I forbindelse med fundet er Chad Daybell blevet anholdt, og onsdag blev han fremstillet for retten, hvor han blev sigtet for at have 'ødelagt, manipuleret eller skjult bevismateriale' ved at have skjult de to lig.

Sagens anklager, Rob Wood, kaldte under retsmødet fundet 'foruroligende' og krævede, at den 51-årige mand blev fængslet, og at kautionen blev fastsat til en million dollar. Retten imødekom dette, skriver CNN.

Dermed sidder både mand og kone nu fængslet i sagen, og uden for fængselscellerne sætter familie såvel som medier og offentlighed spørgsmålstegn ved mere end blot børnenes forsvinden.

Også parrets overbevisninger og dødsfald omkring dem har skabt overskrifter i de amerikanske medier.

I juli blev Lori Vallows tidligere ægtemand, Charles Vallow, frarøvet livet. Skudt og dræbt af hendes bror, Alex Cox, som hævdede at have handlet i selvforsvar.

En efterforskning blev indledt, men i december – før den var færdig – blev Alex Cox fundet død i Arizona. Obduktionen viste, at dødsfaldet skyldtes en blodprop.

Alligevel besluttede politiet at indlede en efterforskning. Og det var ikke den eneste efterforskning relateret til Lori Vallow og Chad Daybell, der blev indledt den måned.

Politiet i Idaho besluttede nemlig at kigge nærmere på Tammy Daybells død. Hun var gift med Chad Daybell og gik bort i oktober. Død af naturlige årsager, lød det i nekrologen.

Men der var måske noget mystisk omkring omstændighederne, mente politiet, der besluttede at grave hendes jordiske rester op, skriver USA Today. Denne efterforskning pågår.

Måneden efter Tammy Daybells død blev Lori Vallow og Chad Daybell gift.

De havde mødt hinanden året forinden, og Lori Vallow havde vist interesse for Chad Daybells dystre dommedagsforudsigelser. Noget, han har skrevet flere bøger om.

Lori Vallow var i forvejen stærkt troende, fortæller familien, og i skilsmissepapirerne, som Charles Vallow nåede at udfylde inden sin død, beskrev han, at hans kommende ekshustru troede, at hun var sendt af Gud for at lede folk til Jesus, når han vender tilbage til jorden.

I papirerne står også, at Lori Vallow på et tidspunkt truede med at dræbe eksmanden, hvis han kom i vejen for hende.

Andre familiemedlemmer har beskrevet beskrevet Lori Vallow som 'sindsforvirret', hvilket netop var grunden til, at de blev urolige for børnene Joshua Vallow og Tylee Ryan til at starte med, skriver USA Today.