435 millioner kroner om året tjener Disneys administrerende direktør, Bob Iger, og det irriterer faktisk en af arvingerne til den store filmkoncern.

Det er nemlig sådan, at lønnen er 1424 gange højere end gennemsnittet i virksomheden, og det har Abigail Disney fundet ud af.

Det er The Guardian, som skriver, at Abigail Disney i et interview ikke skjuler sin utilfredshed med Bob Igers lønning.

»Lad mig sige det klart. Jeg kan godt lide Bob Iger. Jeg taler ikke på min families vegne, men kun for mig selv. Ud over at eje nogle aktier (ikke så mange) har jeg ikke mere at sige om, hvad der sker der end nogen andre.«

»Men ud fra enhver objektiv vurdering er et løngennemsnit, der er 1000 gange større, vanvittigt,« siger hun.

Tidligere har Abigail Disney ikke lagt skjul på, at det var fuldt fortjent, at Bob Iger ville få en bonus, fordi han har været god til sit arbejde.

Men hun havde ikke forestillet sig, at lønnen skulle blive så ekstrem.

»Da han fik sin bonus sidste år, brugte jeg matematikken og regnede ud, at han personligt fra egen lomme kunne have givet 15 procent lønstigning til alle ansatte, som arbejder i Disneyland, og stadig gået væk med 10 millioner dollar (67 millioner kroner, red.),« forklarer Disney-arvingen.

De økonomiske forskelle mellem de rige og resten af befolkningen er et emne, som altid har fyldt noget hos Abigail Disney.

Hun mener, at lønninger som Bob Igers har en negativ indflydelse på resten af samfundet.

Lige nu er en startløn hos Disney på omkring 100 kroner i timen, hvilket er dobbelt så meget som i resten af landet. Men Abigail Disney mener ikke, at det er nok alligevel.

»Vi ved alle, at den lovpligtige mindsteløn er for lav til, at man kan leve for den. Så hvorfor skal vi i en virksomhed, med en højere indtjening end nogensinde, betale et beløb, der ligger så tæt på det mindste, som loven kræver?« har hun sagt.

I 2017 tjente Bob Iger omkring 241 millioner kroner.

Det var primært på grund af overtagelsen af filmselskabet 21st Century Fox, at Bob Igers løn steg så kraftigt.

Abigail Disney er datter af Roy E. Disney og barnebarn af Roy O. Disney, der sammen med sin bror Walt Disney opfandt Walt Disney-virksomheden.

Hun er filmskaber og har lavet flere dokumentarfilm.