Den 76-årige Milos Zeman er Tjekkiets præsident.

Og han er en mand med kontroversielle holdninger. Det beviste han igen søndag aften i et interview på CNN Prima News. Det skriver både CNN og Reuters.

Her var han inviteret i studiet for at diskutere en ny ungarsk lov, der skal forbyde alt undervisningsmateriale rettet mod børn, der anses for at kunne fremme homoseksualitet, kønsskifte og begrebet om et køn, der kan afvige fra det, men har fået anvist ved fødslen.

Lovforslaget har vakt stor harme hos andre EU-lande – men ikke hos Milos Zeman.

»Jeg kan ikke se nogen grund til at være uenig med ham,« sagde Milos Zeman om Ungarns præsident, Viktor Orbán, før han senere satte flere ord på sine holdninger.

»Jeg kan forstå homoseksuelle, lesbiske og så videre, men ved du, hvad jeg overhovedet ikke kan forstå? De her transkønnede personer.«

Han sagde også, at en kønsskifteoperation dybest set er forbrydelse i form af selvskade.

»Enhver operation udgør en risiko, og i mine øjne er disse transpersoner ulækre,« sagde præsidenten.

Protester tidligere på året mod blandt andet Milos Zeman. Michal Cizek / AFP
Protester tidligere på året mod blandt andet Milos Zeman. Michal Cizek / AFP Michal Cizek



Som nævnt er det bestemt ikke første gang, Milos Zeman er ude med nogle kradse bemærkninger.

Tilbage i 2016 lød det blandt andet, »at det i praksis er umuligt at integrere muslimer i de europæiske samfund, og at de bør holde sig til deres egen kultur i deres egne lande«.

Han har også udvist stor sympati for både Kina og Rusland.

Det er da heller ikke alle i Milos Zemans hjemland, der er helt tilfreds med præsidenten.

Tilbage i april indtog 10.000 mennesker således Prags gader for at demonstrere mod Milos Zeman samt kræve hans afgang som præsident.