Titanic-stjerne forlader USA – gider ikke glo på Trump: 'Som at se et biluheld igen og igen'


Siden 1971 har James Cameron boet i USA, men nu har den canadiske 'Titanic'-instruktør fået nok.
Efter Donald Trump blev genvalgt som USAs præsident, har Cameron undersøgt muligheden for at blive newzealandsk statsborger, og nu er det yderst tæt på, at den drøm snart vil gå i opfyldelse.
Det fortæller han i et interview med Stuff, hvor han beskriver Trumps genvalg som »forfærdeligt.«
Generelt kan James Cameron slet ikke genkende USA, efter Trump igen har sat sig på magten.

»Jeg ser en afvigelse fra alt, hvad der er ordentligt. Hvis ikke Amerika står for det, som det oprindeligt stod for, så står det ikke for noget. Det bliver en hul idé, og jeg tror, de udhuler landet så hurtigt, de kan, til deres egen fordel,« lyder det fra filminstruktøren.
Der er særligt én ting, Cameron glæder sig til, når han forlader USA. Nemlig at undgå at blive konfronteret med den amerikanske præsident på diverse avisforsider.
»Der er noget godt ved de newzealandske medier. De sætter det (Trump, red.) i det mindste på side tre. Jeg har bare ikke lyst til at se den fyrs ansigt på forsiden af avisen mere.«
»Det er uundgåeligt. Det er som at se et biluheld igen og igen og igen,« siger James Cameron, der i 2012 købte en gård i New Zealand.
Udover 'Titanic', som høstede Oscar-statuetter i massevis, er James Cameron manden bag 'Avatar'-filmene, 'Aliens' og flere 'Terminator'-film.