Trump-regeringen i USA lægger på endnu et punkt afstand til den tidligere regering.
USA's udenrigsministerium vender nemlig tilbage til at bruge skrifttypen Times New Roman i diplomatiske korrespondancer.
Samtidig stopper brugen af skrifttypen Calibri.
Det fremgår af en meddelelse, som udenrigsminister Marco Rubio har sendt til alle amerikanske ambassader og konsulater.
Det skriver New York Times.
I meddelelsen langer han ud efter den tidligere regerings skifte til Calibri i 2023. Rubio kalder det et fejlagtigt forsøg på at være mere inkluderende.
Calibri, der er blevet beskrevet som en blødere og mere moderne skrifttype, skulle blandt andet være lettere at læse for ordblinde.
- At skifte til Calibri opnåede intet andet end en nedværdigelse af ministeriets officielle korrespondance, siger Rubio i meddelelsen til ambassader.
Rubio siger også, at Calibri medførte omkostninger på lige over 900 millioner danske kroner.
Han understreger, at en skrifttype påvirker, hvordan officielle dokumenter opfattes, blandt andet angående "professionalisme".
I sin meddelelse fremhæver Rubio, at de såkaldte seriffer i Times New Roman har deres oprindelse i antikken - en udtalelse, der i øvrigt stemmer overens med præsident Donald Trumps ønske om mere klassisk føderal arkitektur, bemærker New York Times.
Seriffer er de små streger eller haler, som nogle skrifttyper har på bogstaverne.
Ændringen i skrifttype trådte i kraft onsdag.
Den nye amerikanske regering er på en række områder gået til kamp mod såkaldte DEI-initiativer.
Det står for "diversity", "equity" og "inclusion" - på dansk "diversitet", "lighed" og "inklusion".
Initiativerne skal sikre repræsentation og lige behandling af personer med forskellig baggrund på for eksempel arbejdspladser. Men den nuværende regering mener, at mange af initiativerne går for langt.
Skrifttypeskiftet har ifølge Rubio ført til spild.
Han fremhæver, at ministeriet inden skiftet i 2023 havde brugt Times New Roman i næsten 20 år.
Før 2004 brugte ministeriet Courier New.
Og netop den skrifttype er ikke faldet helt i unåde hos Rubio.
En undtagelse til de nye Times New Roman-retningslinjer er nemlig, at dokumenter udarbejdet til internationale traktater og præsidentielle udnævnelser skal bruge Courier New. Vel at mærke i skriftstørrelse 12, skriver nyhedsbureauet AP.
/ritzau/
