Manden, der er tiltalt for at have kørt seks personer ihjel og såret hundredvis på et julemarked i Magdeburg sidste år, var mandag for første gang for retten i den tragiske sag.

Og det gik alt andet end normalt for sig, da den 51-årige læge fra Saudi-Arabien tog plads i retsbygningens glasbur, der af sikkerhedsmæssige årsager var sat op til ham.

Der er blevet opført en ny midlertidig retsbygning til retssagen grundet den store interesse og de mange vidner.
Der er blevet opført en ny midlertidig retsbygning til retssagen grundet den store interesse og de mange vidner. Ronny Hartmann/AFP/Ritzau Scanpix

For i de spritnye retslokaler, der var bygget særligt til denne sag, kom den 51-årige med en agenda, som han på kryptisk vis udbasunerede i retslokalet.

Den tiltalte havde ifølge Bild knap sat sig i stolen, før han første gang holdt en bærbar computer op foran de mange tilhørere i salen.

'#MagdeburgGate' havde han skrevet på computerskærmen og kort efter kom det næste – om muligt endnu mere mystiske – budskab frem på skærmen:

'Sept. 2026' stod der.

Den 51-årige saudiarabiske tiltalte havde flere beskeder med fra sit sikrede glasbur.
Den 51-årige saudiarabiske tiltalte havde flere beskeder med fra sit sikrede glasbur. Annegret Hilse/Reuters/Ritzau Scanpix

»Hvad tiltalte præcist ønsker at udtrykke med dette, forbliver uklart,« skriver Bild i sin liveblog fra retssagen.

Mediet pointerer i samme ombæring, at den 51-årige så sent som i august retfærdiggjorde angrebet på julemarkedet i et langt brev, som han havde skrevet fra sin fængselscelle i Dresden.

»Jeg er nu stolt af den 20. december og klar til at slagte endnu flere tyskere med mine egne hænder,« citerede efterforskerne ham for at have skrevet i brevet ifølge Bild.

Mandagens retsdag var den første af de foreløbigt 47 planlagte i sagen, der skal finde sted frem til midten af marts 2026.

Der deltager 700 vidner, eksperter, myndighedspersoner og advokater i sagen, som du kan læse mere om HER.