Danmarks katolske biskop til B.T.: »Der er ting, der er næsten umulige at tilgive. Det er forfærdeligt, at alt dette er sket i kirkens navn.«

65-årige Claudette Coutrier fortalte mandag om de talrige overgreb, hun og hendes søster var udsat for som børn hos en alkoholisk mor, hvor tre katolske præster gennem længere tid voldtog dem.

»Præsterne kom til middag, og senere på aftenen overfaldt de os i vores soveværelse. De stjal 13 år af mit liv. Indtil denne mulighed for at blive hørt har vi aldrig talt om det – hvilket er frygtelig skadeligt,« siger Claudette Coutrier til fransk tv.

Langt de fleste af ofrene var drenge. Det var hjerteskærende at følge udrulningen af syv årtiers seksuelle misbrug af børn i Frankrig mandag. Tydelig følelsesmæssigt påvirkede ofre gav deres holdning til den katolske kirke til kende fra talerstolen.

Francois Devaux, grunlægger af foreningen for franske ofre for den katolske kirkes sexovergreb, var vred ved dagens pressemøde.
Francois Devaux, grunlægger af foreningen for franske ofre for den katolske kirkes sexovergreb, var vred ved dagens pressemøde. THOMAS COEX

»I er en skamplet på menneskeheden. I det helvede, I skabte, er der begået ubeskrivelige masseforbrydelser mod børn. Disse forbrydelser er endnu værre set i lyset af, hvordan I forrådte børnene. I skal betale for jeres kriminalitet,« sagde Francois Devaux, formanden for La Parole Libérée (ofrenes forening), i Paris mandag.

Hans overgrebsmand, den katolske præst Bernard Preynat, blev sidste år dømt for seksuelle overgreb på 75 drenge.

Under pressemødet fortalte undersøgelseskommissionen, hvordan den katolske kirke indtil for få år siden bevidst dækkede over forbrydelserne.

»Indtil op i 00erne udviste den katolske kirke en fuldstændig og ondsindet ligegyldighed over for ofrene,« sagde undersøgelsesformand Jean-Marc Sauvé.

Olivier Savignac, et af ofrene for de seksuelle overgreb, giver en anden deltager ved pressemødet tirsdag et knus.
Olivier Savignac, et af ofrene for de seksuelle overgreb, giver en anden deltager ved pressemødet tirsdag et knus. THOMAS COEX

Frankrigs ærkebiskop, Eric de Moulins-Beaufort, udtrykte sin skam og forfærdelse over forbrydelserne.

»Jeg beder jer alle om tilgivelse. Tiden for vægelsindethed og naivitet er ovre. Jeg er rystet over vidneudsagnene og de ubærlige skader, der er blevet forvoldt på børn og unge,« sagde han ved pressemødet.

Danmarks katolske overhoved, biskop Czesław Kozon, siger til B.T., at den tilgivelse, kirken beder om, kan være svær at forlange.

»Alt er som udgangspunkt tilgiveligt, men jeg synes ikke, at man kan forvente tilgivelse fra ofrene og de berørte. Det her fører naturligvis til en meget stor selvransagelse i vores kirke. Den er heldigvis også i gang og har været det længe.

Den katolske kirkes biskop, Czeslaw Kozon, siger, at tilgivelse for det enkelte offer kan være meget svært 
Den katolske kirkes biskop, Czeslaw Kozon, siger, at tilgivelse for det enkelte offer kan være meget svært  Keld Navntoft

Den danske biskop frygter, at endnu en gigantisk skandale om katolske, pædofile præster vil føre til mandefald blandt de troende, men understreger, at kirken handler om mere end overgreb.

»Det er jo ikke et politisk parti eller en sportsklub. Troen stikker dybere, og kirken vil bestå, men netop derfor er det da også ekstra forfærdeligt, at det er katolske præster, der har begået disse forbrydelser,« siger biskop Kozon til B.T.

»Det er jo desværre det samme billede, vi har set andre steder. Selvom det hører fortiden til, så er det stadig rystende.«

Undersøgelsen af den katolske kirkes institutionaliserede overgreb er den første af sin art i Frankrig. Den er blevet støttet af pave Frans, der reagerede på den franske rapport.

Pave Frans har udtrykt sin store sorg over den udåd, hans kirke har begået mod 330.000 franske børn.
Pave Frans har udtrykt sin store sorg over den udåd, hans kirke har begået mod 330.000 franske børn. POOL

»Hans tanker er først og fremmest med de mange ofre, han føler stor sorg over skaden forvoldt på dem og er taknemmelig for deres mod ved at stå frem med deres historier,« lød en pressemeddelelse fra Vatikanet tirsdag.

Lignende rapporter fra Irland og USA ligner den franske til forveksling. Tusinder af pædofile præster har forgrebet sig på børn gennem årtier. Kirken har i mange tilfælde set gennem fingre med forbrydelserne – eller direkte holdt hånden over de pædofile præster, der ofte bare er blevet forflyttet, så de kunne fortsætte deres udåd andre steder.

»Pædofili er den perfekte forbrydelse, fordi det er den eneste, hvor man næsten kan være helt sikker på, at ofrene ikke melder forbryderen. Jeg kommer til at dø bærende på traumet om det, der blev gjort mod mig,« siger en af rapportens vidner, 65-årige Christian Dubreuil.

Den franske undersøgelse konkluderede i dag, at det ikke er nok med en bøn om tilgivelse. Den katolske kirke bør kompensere ofrene, også i de tilfælde, hvor selve offeret er afgået ved døden.