Natten til onsdag kunne det lokale politi i den amerikanske delstat Arizona oplyse, at man havde tilbageholdt en mand i forbindelse med sagen om den forsvundne Nancy Guthrie, der er mor til tv-vært Savannah Guthrie.

Onsdag morgen er den tilbageholdte mand blevet løsladt, og chokeret over oplevelsen taler han nu ud til den fremmødte presse ved hans adresse i Arizona.

Foto: Savannah Guthrie Via Instagram/Reuters/Ritzau Scanpix

Blandt andre CBS News var til stede, da manden, som kun vil identificeres som Carlos, foran sin hoveddør fortalte, at han efter eget udsagn var blevet beskyldt for at have kidnappet den 84-årige mor til tre. 

»Fuck ja, om jeg var,« svarer Carlos indledende på spørgsmålet om, hvorvidt han var chokeret over at blive tilbageholdt.

»De tilbageholdt mig mod min vilje. Mine håndled er fuldstændig hævede af håndjernene. Og jeg ved ikke engang, hvem hun (Nancy Guthrie, red) er. Jeg følger ikke med i nyhederne,« siger Carlos videre.

Ifølge Carlos var han på arbejde som postbud, da politiet pludselig kaldte ham ind til siden og tilbageholdt ham - angiveligt uden at forklare årsagen.

Handout/AFP/Ritzau Scanpix

»De sagde: 'Stop med at bevæge dig. Hvad er dit navn?' Og så satte de mig ind i politibilen,« forklarer han.

Carlos var tilbageholdt i to timer, inden ordensmagten i Arizona igen løsladte ham.

»Min familie er alle i chok. Jeg håber, de finder den mistænkte. For det er ikke mig. Jeg håber, de kan finde personen, som gjorde det, så de kan rense mit navn,« fortæller Carlos.

Politiet har ikke selv oplyst noget om årsagen til, hvorfor man tilbageholdt mande, eller hvad der førte dem frem til ham.

Nancy Guhtrie har været sporløst forsvundet, siden hun af sin svigersøn blev sat af ved sit hjem den 31. januar, og både politiet og hendes familie mistænker kidnapning.

Flere medier – blandt andre TMZ og KOLD-TV – har i løbet af ugen modtaget, hvad der ligner et krav om en løsesum, skriver CNN.

Tirsdag aften dansk tid delte FBI billeder af en maskeret og bevæbnet person fra overvågningskameraet ved Nancy Guthries adresse.

Hendes ene datter, Savannah Guthrie, er vært på NBC-programmet 'Today', som hver morgen leverer nyheder til millioner af amerikanere.