Patrick Clancy mistede ikke ét, ikke to, men alle tre børn på én gang, da hans kone, Lindsay Clancy, en januaraften i 2023 kvalte dem i familiens kælder.

I en live-streamet retssag fra Boston, som har fået stor offentlig opmærksomhed, skal en dommer nu tage stilling til, om ekskonen er skyldig i mord.

Ifølge Associated Press risikerer den 36-årige kvinde fængsel på livstid uden mulighed for at blive prøveløsladt, hvis dommen falder.

Men måske går hun fri. Nye oplysninger fra retssagen peger nemlig på, at Lindsay var dybt mentalt forstyrret den aften, hvor hun dræbte børnene og desuden forsøgte at tage livet af sig selv.

»Lindsay havde det svært – vi var alle bekymrede,« sagde hendes forhenværende svigermor, Susan Clancy, tirsdag i retten ifølge AP.

Ifølge Lindsays forsvarsadvokat led kvinden af en fødselspsykose og bipolar sygdom og bør derfor ikke straffes. Hendes mor og søster har allerede vidnet i retten og malet et billede af en kvinde, som var plaget af angst, paranoia og selvmordstanker i månederne op til drabene.

Tirsdag i retten underbyggede svigermoren så den forklaring og delte blandt andet sin sms-tråd med Lindsay, hvor kvinden skrev, at hun havde det svært.

Allerede i december skal hun også have tilstået overfor sin mand og svigermor, at hun havde tænkt på at skade børnene.

En retspsykolog vidnede tirsdag under retssagen og kom Lindsay Clancy i forsvar. Der er ikke fundet beviser for, at hun har løjet om eller overdrevet sine psykiske lidelser, sagde han.

Bliver Lindsay ikke dømt skyldig, kommer hun i stedet på en psykiatrisk afdeling.