Tidligere 'X Factor'-deltager anholdt for drabsforsøg: Nu er 32-årig influencer død efter påkørsel
En tidligere 'X Factor'-finalist fra Storbritannien er sigtet og mistænkt for drab på den 32-årige kvinde.

En tidligere 'X Factor'-finalist fra Storbritannien er sigtet og mistænkt for drab på den 32-årige kvinde.

I de tidligere morgentimer søndag i sidste uge var den 32-årige influencer Klaudia Zakrzewska involveret i en kollision med en bil i London-bydelen Soho.
Lørdag - godt en uge efter hændelsen i det centrale London - er hun død af sine skader på hospitalet.
Det skriver flere britiske medier, herunder Sky News.
Tidligere på ugen blev den tidligere finalist i den britiske udgave af 'X Factor' Gabrielle Carrington sigtet for blandt andet drabsforsøg, grov legemsbeskadigelse med forsæt, farlig kørsel og spirituskørsel i forbindelse med påkørslen.
Det var nemlig hende, der sad bag rattet i den Mercedes, der tidligt søndag morgen kørte ind i Zakrzewska og to øvrige personer foran natklubben Inca i Soho.
De to øvrige ramte i påkørslen var en 58-årig sikkerhedsvagt og en kvinde, der befandt sig udenfor natklubben.

Carrington var tirsdag for en domstol, hvor hun blev varetægtsfængslet indtil næste retsmøde, som finder sted tirsdag den 19. maj.
Efter Klaudia Zakrzewska lørdag er blevet erklæret død vil sigtelsen om drabsforsøg ifølge Sky News blive ændret til drab.
Klaudia Zakrzewska, der er bedre kendt under navnet 'Klaudiaglam', har en stor følgeskare på sociale medier som Instagram og TikTok. Bare på Instagram har hun 270.000 følgere.
Det samme gælder for Carrington, der efter sin deltagelse i 'X Factor' i 2013 også er blevet influencer og har 360.000 følgere på Instagram.