John Bolton - som tidligere var national sikkerhedsrådgiver under Trump og nu er stor kritiker af præsidenten - erklærer sig skyldig i at have håndteret fortrolige dokumenter på ulovlig vis.

Det gør han under et retsmøde ved en føderal domstol i Maryland fredag.

Tilståelsen var ventet. Kilder har nemlig forud for fredagens retsmøde til flere medier sagt, at han ville tilstå som led i en aftale med anklagemyndigheden.

Han risikerer muligvis at skulle i fængsel som led i aftalen, har kilderne tidligere fortalt, og han skal også betale en millionbøde.

Bolton var national sikkerhedsrådgiver for USA's præsident, Donald Trump, i Trumps første embedsperiode.

Han har, siden Trump fyrede ham som national sikkerhedsrådgiver i 2019, offentligt kritiseret præsidenten flere gange.

Bolton, der også er tidligere amerikansk FN-ambassadør, har i sine erindringer fra 2020 beskrevet Trump som uegnet som præsident.

I tiltalen beskyldes Bolton blandt andet for at have delt følsomme oplysninger med to familiemedlemmer. Oplysningerne skulle muligvis bruges i en bog, som han var ved at skrive.

Oplysningerne kommer angiveligt fra noter fra efterretningsbriefinger og møder med højtstående embedsfolk i USA's regering samt ledere fra andre lande.

I første omgang erklærede han sig sidste år ikke skyldig i i alt 18 forhold.

Det står ikke umiddelbart klart, hvor mange forhold fredagens tilståelse dækker over.