De kommende dage skal den amerikanske præsident på besøg i Kina hos sin kollega Xi Jinping.

Der er ekstremt meget på spil. Og derfor er forholdet mellem de to præsidenter afgørende. Men det er måske ikke så godt, som Donald Trump tror, mener en tidligere nær rådgiver.

Den tidligere ansatte er Trumps forhenværende nationale sikkerhedsrådgiver John Bolton.

Han var tirsdag i København, hvor han var et af hovednavnene ved Copenhagen Democracy Summit.

På scenen i Skuespilhuset, hvor topmødet fandt sted, blev John Bolton spurgt ind til en række emner.

Ikke mindst Donald Trumps tur til Kina, som er undervejs med præsidenten ombord på Air Force One i skrivende stund.

Og her var Bolton ikke sen til at sende en svada afsted mod sin tidligere chef, som han var national sikkerhedsrådgiver for mellem 2018 og 2019.

Specielt når det kommer til Trumps forhold til blandt andet den kinesiske præsident.

»Trump tror, at han er venner med Xi Jinping og Vladimir Putin. Men jeg tror, de ser ham som et let mål,« lød det fra Bolton på scenen.

Trump har flere gange tidligere rost den kinesiske præsident i stærke vendinger. Og den amerikanske præsident har beskrevet sit forhold til Xi Jinping som 'meget godt'.

John Bolton da han var national sikkerhedsrådgiver for Donald Trump tilbage i 2018.
John Bolton da han var national sikkerhedsrådgiver for Donald Trump tilbage i 2018. Saul Loeb/AFP/Ritzau Scanpix

Det står med andre ord i skarp opposition til, hvad hans tidligere nationale sikkerhedsrådgiver mener.

Netop John Bolton har efter sin tid som rådgiver for Donald Trump været en af den amerikanske præsidents mest prominente kritikere.

Og han lægger heller ikke skjul på, hvordan han selv under tiden som national sikkerhedsrådgiver var overrasket over præsidenten.

Ikke mindst den måde, Trump gik til spørgsmål af yderst stor vigtighed:

»Trumps beslutninger er i mange henseender udisciplineret,« forklarede Bolton i Skuespilhuset.

Han påpegede også, at Trump ofte tog beslutninger meget hurtigt – på få minutter – om vigtige emner.

Om det bliver tilfældet, når den amerikanske præsident senere onsdag lander i Beijing, står ikke til at sige.

Men det er et tæt pakket program, som den amerikanske præsident lander til.

Sådan så det ud, da Donald Trump og Xi Jinping mødtes i Sydkorea sidste år.
Sådan så det ud, da Donald Trump og Xi Jinping mødtes i Sydkorea sidste år. Evelyn Hockstein/Reuters/Ritzau Scanpix

Ved ankomsten onsdag i Beijing bliver Trump budt velkommen ved en officielt ceremoni.

Torsdag står dagen på møder med Xi Jinping og en statsbanket om aftenen.

Fredag skal de to præsidenter mødes til te, inden Donald Trump rejser hjem.

Der er ekstremt meget på spil i forbindelse med statsbesøget. Det kan man læse mere om her.

Og så kan man følge Trumps besøg hos Xi i Kina løbende i vores liveblog, som du kan finde her.