Da den tidligere svenske S-formand Mona Sahlin i 2016 faldt fra tinderne, røg hun ned i et sort hul.

Mentalt krakelerede hun, og i løbet af kort tid mistede hun efter 40 år i svensk politik troen på sig selv.

Alt det og meget mere fortæller Mona Sahlin om i en ny bog, der netop er udkommet.

Bogen hedder ‘Makt-lös’ og handler blandt andet om de episoder – og senere domme – der blev Sahlins endeligt i svensk politik.

Kort fortalt handlede sagen – som dengang eksploderede i svenske medier – om, at den tidligere formand for Socialdemokraterna havde givet falske oplysninger om en ansats lønforhold, så denne var bedre stillet til at låne penge i banken i forbindelse med et lejlighedskøb i Stockholm til 10 millioner svenske kroner.

Oplysningerne var skrevet på officielle papirer med Mona Sahlins navn på.

Mona Sahlin valgte kort efter sagen kom frem at trække sig fra posten som national koordinator mod voldelig ekstremisme for Socialdemokraterna.

I fire år har Mona Sahlin stort set været tavs. Indtil nu, hvor bogen ‘Makt-lös’ giver nogle af Mona Sahlins egne svar på, hvorfor hun gjorde, som hun gjorde.

I bogen fortæller den detroniserede toppolitiker også, hvordan nedturen var et hårdt mentalt slag for hende.

»Jeg har haft svært ved at være stolt af mig selv. Jeg er virkelig blevet tvunget til at tænke over ting og sager. Jeg er ikke længere lige så selvsikker, men jeg brænder lige så meget for det, jeg tror på,« siger Sahlin i et interview med den svenske avis Expressen, der i 2016 bragte skandalesagen frem.

En skandale, der i 2017 fik hende dømt for skatteunddragelse.